Sådan undgår du skimmel i lejligheden ...
læs mere på https://www.skimmel.dk
Skimmelsvampe er hverken godt for dig eller din bolig. Det er derfor vigtigt, at du holder godt øje med tegn på fugt og skimmelsvampe.
PLETTER, SKJOLDER OG LUGT
For det meste er skimmelsvampene lette at se. Hvis der er brune, grønne, sorte og hvide pletter eller skjolder på væg, gulv eller loft, betyder det sandsynligvis, at du har skimmelvækst i boligen.
Skimmelsvampe kan også i enkelte tilfælde skjule sig på steder, hvor du ikke kan se dem, fx bag tapet, møbler eller under gulvbrædder. Hvis der lugter muggent eller jordslået et sted i boligen, kan det være tegn på skimmelsvampe.
KONTAKT DIT EJENDOMSKONTOR ELLER DIN UDLEJER
Kontakt dit ejendomskontor eller din udlejer, hvis du har brug for hjælp til at finde ud af, om der er skimmelsvampe i din bolig.
HVORDAN OPSTÅR SKIMMEL?
Når der kommer fugt og skimmelsvampe i en bolig, er det fordi luftfugtigheden er for høj. Det kan skyldes skader eller mangler ved bygningen. Men den måde, du bruger boligen på til daglig, spiller også en rolle.
SKADER ELLER MANGLER VED BYGNINGEN
Nogle bygninger har fejl, skader og tekniske svagheder, som giver kolde og fugtige flader. Der kan også være brugt byggematerialer, hvor skimmelsvampene nemt kan gro. Selv om luftfugtigheden i en bolig ellers er lav, kan skimmelsvampe altså godt udvikle sig alligevel.
DEN MÅDE, DU BRUGER BOLIGEN PÅ
Dårlig udluftning, for lidt opvarmning, madlavning for fuld damp, møbler op ad kolde vægge og tørring af tøj indendørs er blandt de dårlige vaner, som danner fugt i boligen og kan få svampene til at gro.
OFTE EN KOMBINATION
Det er som regel vanskeligt at finde en enkelt grund til, at der er kommet skimmelsvampe i en bolig. Og det er faktisk ikke så underligt. Det er nemlig ofte en kombination af husets konstruktion, vedligeholdelsen og den måde, du bruger boligen på, der skaber fugtige materialer og dermed mulighed for, at svampene breder sig.